Koloskopi

Koloskopi

Formålet med denne vejledning er at forklare, hvad der foregår ved en koloskopi. Koloskopi er en kikkertundersøgelse af tyktarmen. Den udføres ved hjælp af en lang bøjelig slange (et koloskop) som indføres i endetarmen og videre i tyktarmen.  Undersøgelsen afslører forandringer i tarmens slimhinde. Samtidig kan der tages små vævsprøver (biopsier) til nærmere undersøgelse under mikroskop.

Forberedelse til undersøgelsen

Du skal gå på apoteket for at hente udrensningsmidlet, Picoprep. Vi har sendt en rekvisition til apoteket, du skal bare sige dit CPR nr., så udleveres det gratis, iht. overenskomst om speciallægehjælp.

Det er nødvendigt, at tarmen bliver grundigt udtømt inden undersøgelsen. Du skal begynde udtømning af tarmen dagen før undersøgelsen ifølge nedenstående skema. Hvis du tager daglig medicin, skal du tage denne som vanligt.

Udrensning af tarmen

Et par dage før undersøgelsen skal du undgå fibre, brød med kerner, alle former for bær (pga. de små kerner) tomater og vindruer. Det tilrådes at spise let kost f.eks. lyst kød (kylling el. fisk), pasta, hvide ris, lyst brød og kogte æg. Drik rigelig væske, dog ikke mælkeprodukter.

Følg venligst Vores vejledning:

Udrensningsmidlet, som består af to breve med pulver i, skal tages afhængigt af det planlagte tidspunkt for undersøgelsen.

Fra du indtager det første brev, må du ikke længere få fast føde, fra nu af er det kun drikkevarer.                  (IKKE mælkeprodukter)

Det første brev indtages 10-18 timer før undersøgelsen, efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over flere timer.

Det andet brev indtages 4-6 timer før undersøgelsen, igen efterfulgt af mindst fem glas væske (á 250 ml) spredt over flere timer.

PICOPREP-pulveret blandes i et glas med 150 ml koldt vand. Hæld pulveret fra et brev i vandet. Rør blandingen i 2-3 min. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Væsken vil være uklar/råhvid. Drik blandingen, helst indenfor 15 min.

Drik gerne forskellige væsker udover vand. F.eks. æble-/appelsinjuice, saftevand, sodavand (gerne sukkerholdig), kaffe/te (uden mælk), bouillon (uden fyld).

Drik 2-3 liter væske i løbet af dagen.

De må gerne tage sædvanlig medicin.

Hvordan foretages undersøgelsen?
Ved undersøgelsen skal du ligge på venstre side eller på ryggen. Endetarmsåbningen smøres med lokalbedøvende creme, inden skopet føres ind i tarmen. For at lægen kan se hele tarmens slimhinde, er det nødvendigt at puste luft ind i tarmen. Det kan give mavekneb/smerter samt kvalme og fornemmelse af oppustethed. I de fleste tilfælde vil der blive taget billeder og vævsprøver, men dette vil ikke medføre smerte. Du vil have mulighed for af følge med i undersøgelsen via fjernsynsskærm.

Efter undersøgelse
Hvis du har fået beroligende og/eller smertestillende medicin, må du ikke selv køre bil før 12 timer efter undersøgelsen, og der skal være en ansvarlig person i hjemmet. Vi anbefaler at man har en ledsager med til undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen
Du informeres om undersøgelsesresultatet af speciallægen umiddelbart. Hvis der er taget vævsprøver vil du få besked 7-10 dage efter undersøgelsen enten via telefon eller ved samtale i klinikken.

Komplikationer
Hvis der er taget vævsprøver, kan dette medføre minimale mængder blod i afføringen i det følgende døgn. I meget sjældne tilfælde kan undersøgelsen  kompliceres med et hul på tarmen. Skulle der opstå tiltagende smerter, feber eller større blødning fra tarmen, bedes du kontakte speciallæge Henrik Møller på tlf 50 88 23 94 eller henvende dig til 1813.