Navlebrok

Navlebrok

Navlebrok skyldes en svaghed i bugvæggen ved navlen. Gennem denne svaghed trænger fedtvæv eller tarm frem som en bule.

Før operationen
Ved behandling med blodfortyndende medicin (fx Magnyl eller Marevan) eller midler mod depression SKAL dette oplyses i god tid før operationen.
Indkøb evt smertestillende medicin og afføringsmiddel (fx Magnesia tabletter).
Barbér evt hårvækst af i området.

Operationen
Indgrebet udføres i lokalbedøvelse. Huden over brokket åbnes. Ved en mindre svaghed syes vævet sammen, ellers indsyes et nylonnet. Huden lukkes med nylontråde, som kan fjernes efter 10 dage, enten i klinikken eller hos egen læge.

Efter operationen
Mod smerter: Lokalbedøvelsen holder 2-6 timer. Med mindre andet er aftalt, tages almindelig håndkøbsmedicin mod smerter, fx Paracetamol, Kodimagnyl eller Ibuprofen. På grund af tendens til forstoppelse efter operationen anbefales det at tage Magnesia tbl 2 stk om aftenen den første uge.
Forbinding: Det er tilladt at tage brusebad fra 1. dag. Plasteret fjernes efter 3 dage (med mindre andet er aftalt).
Sygemelding: Det er tilladt at gå på arbejde dagen efter operationen, blot bør man undgå tunge løft og træning af mavemuskler de første 3-4 uger.

Komplikationer
Mindre blodudtrædning i underhuden kan ses og forsvinder efter dage til uger. Større blodansamling eller betændelse i såret ses yderst sjældent. Nyt brok samme sted er yderst sjældent.

Søge læge: Ved tegn på større blødning eller tegn på betændelse skal kirurgen, vagtlæge eller skadestue straks kontaktes.