SIG-MOIDEOSKOPI-vejledning

Sigmoideoskopi

Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen.

Kikkertundersøgelsen foregår ved hjælp af et sigmoideoskop. Det er en bøjelig slange med et kamera i spidsen. Kameraet tager billeder inde i tarmen og lægen kan se billedet på en skærm.

Slangen er knap 1,5 cm tyk. Gennem slangen kan lægen tage vævsprøver af slimhinden i tarmen.

Forberedelse til undersøgelsen

Tarmen skal være tom, for at lægen kan se tarmens slimhinde. Du skal gå på apoteket og hente 2 stk. klyx, som er blevet ordineret til dig.

Kost – Udrensning af tarmen

3 dage før undersøgelsen skal du undgå alle former for mælkeprodukter og fibre. Fibre findes bl.a. i havregrød, müsli, frø gulerødder, kål, brød med kerner, peberfrugter, tomater, vindruer og æbler. Du skal spise let kost f.eks. kogt lyst kød (kylling el. fisk), pasta, lyst brød  og kogte æg.

 Drik rigeligt væske, dog stadig ingen mælkeprodukter.

Dagen før undersøgelsen:  Om aftenen skal du anvende 1. klyx (lavement 120ml).

Næste dag, ca.1 time inden  undersøgelsen ,skal du anvende 2. klyx (lavement 120 ml).

Du tager klyx’et på følgende måde: fjern hætten, før tubespidsen op i tarmen og tøm indholdet ud. Hold på væsken 5-10 min. og gå derefter på toilettet.

Det foregår derhjemme, så du er færdig med toiletbesøg, inden du tager hjemmefra.

Medicin.

Hvis du får tabletter eller mikstur med jern, skal du stoppe med at tage det en uge inden undersøgelsen. Ellers er der risiko for, at lægen ikke kan se tarmslimhinden.

Sådan foregår undersøgelsen.

Du skal ligge på venstre side på et leje. Herefter fører lægen slangen ind gennem endetarmsåbningen og videre op gennem venstre side af tyktarmen.

kol4

For at lægen kan se bedre, pustes luft gennem slangen. Luften udvider tarmen, men meget af luften suges ud igen.

Du kan følge med i undersøgelsen på en fjernsynsskærm, hvis du ønsker det.

Gør det ondt ?

De fleste oplever det ubehageligt, at skulle undersøges i tarmen. Lægen gør det så nænsomt som muligt. Undersøgelsen kan undertiden være forbundet med ubehag, men det forsvinder hurtigt. Indblæsningen af luft kan give en trykkende fornemmelse ,og trang til at komme af med luften.

Hvor lang tid varer undersøgelsen ?

Undersøgelsen varer sjældent længere end 5 – 10 min

Besked om resultat

Resultatet foreligger straks efter undersøgelsen. Hvis der er fjernet polypper eller taget vævsprøver, foreligger svaret ca 1 uge efter undersøgelsen.

Komplikationer.

Der forekommer sjælendt komplikationer ved kikkertundersøgelsen  i et ud af 10.000 tilfælde. Det kan være blødning fra slimhinden eller hul gennem tarmens væg. Især hvis der er fjernet polypper eller udført anden behandling i forbindelse med undersøgelsen. Symptomerne viser sig ved svære mavesmerter, feber eller blødning fra tarmen.

I så fald bedes De kontakte speciallæge Claus Buhl Nielsen på tlf. 22860848 eller ringe 1813.

18.09.2019