UL-scan af vener

Ultralydsscanning af vener

Hvad er ultralydsscanning?
Ultralyd er baseret på billeddannelse ved hjælp af lydbølger. Lydbølger udsendes fra scanneren, og en del af disse kastes tilbage til samme scanner. Afhængig af hvad lydbølgerne rammer, returnerer de forskellige signaler. Denne forskel i signaler er grundlaget for billeddannelsen. Princippet er kendt fra fx hvordan en flagermus orienterer sig eller et ekkolod på et skib.

Fordele ved ultralydsscanning
En af de store fordele ved ultralydsscanning er, at undersøgelsen er ufarlig og kan (i modsætning til andre scanningstyper og røntgen) gentages mange gange uden bivirkninger. Samtidig er der ingen smerte forbundet med undersøgelsen. Højst kan nogen finde ubehag ved, at man en gang imellem behøver at trykke med scannerhovedet ned i fx maven for at optimere billedet.

Hvad er en Dopplerundersøgelse?
Kort fortalt er en Dopplerundersøgelse en ultralydsscanning, hvor man gerne vil undersøge ting, som bevæger sig, og det vil sige langt oftest blodet i blodkarrene. Ved en Dopplerundersøgelse kan blodgennemstrømningen i et blodkar således retningsbestemmes, blodstrømmens hastighed kan måles, og forsnævringer i blodkarret kan påvises og udmåles. Undersøgelserne kan være teknisk vanskelige at udføre, og tager derfor også nogle gange nogen tid at udføre.